Af
Lasse Claes, Nicklas Ansbjerg Nielsen
Udgivet 20/11/17 15:58
Tage Kiltang Bartholin er 86 år gammel og har siddet i byrådet i Assens Kommune siden 2009. Igen i år stiller han op for Dansk Folkeparti.
Tage Kiltang Bartholins aldersgruppe er underrepræsenteret i byrådene. Kun 2,7 procent af dem, der blev valgt ind i 2013, var over 70 år. Sammenligner man det tal med den danske befolkning, er 15 procent af denne over 70 år. Det viser tal fra Syddansk Universitets analyse af kommunalvalget i 2013. Disse tal afskrækker ham dog ikke. Vi har stillet landets ældste byrådsmedlem en række spørgsmål forud for dagens valg.
Hvor længe har du været politisk aktiv?
”Min politiske karriere startede tilbage i 1966, hvor jeg blev Socialdemokrat. Dengang fandtes der jo ikke Dansk Folkeparti. Jeg har været ude af politik i to omgange. Første gang var fra 1976 til 1986, og anden gang var fra 1994 til 2002. Det betyder så, at det er mit år nummer 34 i år.”
Hvorfor gik du ind i politik?
”Jeg kommer fra en arbejdende familie. Jeg er søn af en landarbejder, men jeg har altid haft en stor politisk interesse. Derfor lå det mig meget naturligt, at jeg skulle skabe en karriere inden for politik.”
Skal der flere ældre i byrådet, eller er ungdommen vejen frem?
”Der skal både flere unge og flere ældre i byrådet. I virkeligheden mangler vi folk i alderen 25 til 50 år. Når det er sagt, så synes jeg, at det er godt, at flere og flere pensionister stiller op til byrådet. Faktisk er der to til tre procent flere ældre, som stiller op, end ved sidste valg. Det er os ældre, der har skoene på, så vi skal have nogen i byrådet, der ved, hvor skoen trykker. Især i en tid, hvor der er så meget fokus på ældreplejen.”
Har du tænkt dig at indstille karrieren, hvis ikke du bliver valgt ind i dag?
”Nej, overhovedet ikke. Jeg har altid mod på mere. Hvis jeg ikke bliver valgt ind, så bliver jeg en god suppleant for partiet.”
Hvordan ser du chancerne for, at DF får en borgmester i Assens Kommune i morgen?
”Det er svært at svare på, men jeg vil alligevel give det 50 procents chance. Det er selvfølgelig optimistisk, men det skyldes, at jeg gerne vil have ham ind.”
Hvad vil en DF-borgmester kunne give Assens som kommune?
”Det handler om samarbejde. Det handler om tillid mellem borgere og politikere. Det handler om at stå sammen. Jeg tror, at en DF-borgmester vil samle kommunen og få tingene gjort.”
Foto: Tage Kiltang Bartholin
Historien blev sidst gemt den 20/11/17 15:58.