Ekspertgruppens krav knuser sommerens spejderlejre

Sommerens spejderlejre hænger i en tynd tråd, da coronarestriktioner gør, at de ikke kan afholdes som normalt. Regeringens ekspertgruppe har derfor fremlagt deres alternative bud på, hvordan man kan gennemføre større arrangementer over sommeren alligevel. Her lægges der op til, at overnatning ude ikke bliver en mulighed.

Af Jonas Wiinblad Overgaard, Rebecca Rønnest Storgaard Madsen
Udgivet 28/04/21 16:57 og senest opdateret 28/04/21 17:08

       

Andreas Emmering (19) fra Frederikshavn har været spejder hele sit liv. Han er en af de unge, som ser frem til at skulle på spejderlejr til sommer, men følger man ekspertgruppens coronarestriktioner, bliver Andreas Emmerings ønsker muligvis smidt en tur i skraldespanden. Det er meget ærgerligt, synes han, da han får utroligt meget ud af at være spejder.

 

- Jeg synes det er fedt. Man kommer ud og prøver en masse forskellige ting. Man lærer en masse om naturen, og om, hvordan man overlever, og hvad man for eksempel må spise, hvordan man laver et bål og hvilket træ, der brænder bedst, udtaler Andreas Emmering.  

 

Også formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Chris Borup Preuss, mener, at det er vigtigt, at de unge kan komme afsted.

 

- Det er afgørende, at de får lov til at se deres venner og kammerater, komme ud og lave nogle aktiviteter og lave noget andet, siger formanden for DUF.

 

Restriktioner fører til aflysning

Folketingsmedlem og kulturordfører for Socialdemokratiet, Kasper Sand Kjær, mener ikke, at spejderlejrene kan afholdes som normalt. Han følger regeringens ekspertgruppes vurderinger, som siger, at det ikke er forsvarligt at afholde arrangementerne, da de ikke mener, det vil kunne holdes under kontrol.

 

- Risikoen for smitte vil stige markant. Det vil jo gå stik imod sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det vil også potentielt betyde, at vi kan ende med at overbelaste sundhedsvæsenet, udtaler Kasper Sand Kjær.  

 

Ekspertgruppens forslag vil få store konsekvenser, mener formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, Chris Borup Preuss.

 

- Hvis man fastholder, at man ikke kan overnatte, så kommer der ikke til at blive afholdt nogle sommerlejre i foreningslivet, siger formanden.

 

Og det er ærgerligt, at spejderlejre falder under samme kategori som festivaler. De to begivenheder kan ikke sammenlignes, mener DUF-formanden.

 

- Det er ofte børn og unge, der samles udenfor for at sidde rundt om et bål og bage snobrød frem for at drikke sig fulde og høre høj musik, udtaler Chris Borup Preuss. 

 

Kravet om overnatning spænder ben for de mange sommerlejre

Det er især regeringens ekspertgruppes krav om, at der ikke må afvikles overnatning på store arrangementer, der forvolder spejderlejrene store problemer. Dette ville ifølge Chris Borup Preuss føre til aflysning af samtlige spejderlejre. 

 

Kasper Sand Kjær sætter ikke spørgsmålstegn ved myndighedernes anbefalinger, men ser frem til at drøfte restriktioner med Folketingets partier og finde en løsning. 

 

 - Jeg er også fortrøstningsfuld nok til, at vi nok skal finde en god løsning hen over sommeren, men det betyder ikke, at vi bare kan løsne alle restriktioner.

 

På baggrund af ekspertgruppens anbefalinger, skal Folketingets partier nu forhandle om, hvordan man kan planlægge sommerens større arrangementer. Her skal der indgås kompromiser, og en eventuel fjernelse af reglen om ingen overnatning kan også komme på tale. 

 

- Det beror på forhandlingerne og det samlede billede, udtaler kulturordfører Kasper Sand Kjær (S). 

Håber på en politisk løsning, som redder sommerlejrene 

DUF-formanden, Chris Borup Preuss, håber på en god løsning, hvor man sikrer, at børn og unge kan komme afsted. Han ser den plan, der gjaldt sidste år, som en god mulighed igen i år. Her fik spejderne lov til at overnatte og var i grupper på 500. 

 

Andreas Emmering håber på, at de store sommerlejre kan blive til noget. Han ser nemlig frem til at se venner og være en del af et større fællesskab med andre spejdere. 

 

- Det er noget unikt, som man ikke kan skabe, når man ikke er så mange spejdere. Det er noget specielt når man er mange samlet, siger Andreas Emmering, som også ser overnatningen som en vigtig del af sommerens lejr. 

 

- Det føler jeg er en meget stor del af det. Hvis man kommer hjem under dynen, så får man ikke det samme ud af det, siger Andreas Emmering. 

 

 

 

Alternativ opfordring til kirkeligt engagement

Massiv kritik af kendt personlig træner: Det var 4500 kroner ud af vinduet

Børnehaveprojekt i Vollsmose får flere ressourcer

Plante-boom: Folk er vilde med at gå i haven

Flodbølge af unge lystfiskere har ramt kajen

Stigende smittetryk i Tårnby truer genåbningen

Denne historie er forventelig tilgængelig på medietorvet.dk frem til den 28/04/23.

Historien består af 4.251 tegn. Historien blev sidst gemt den 28/04/21 17:08.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til historien, skal du kontakte: Jonas Wiinblad Overgaard, Rebecca Rønnest Storgaard Madsen

Bladet   //  DØGNDRIFT   //  Overblikket   //  Søgning  //  Administration

Alle rettigheder til indholdet tilhører den eller de studerende, der har produceret indholdet. Ved citat skal den eller de studerende, og ikke medietorvet.dk, krediteres. Ved fejl eller mangler i indhold, skal du rette henvendelse til den eller de studerende, der har produceret indholdet. Alternativt kan du kontakte journalistisk lektor Filip Wallberg eller Center for Journalistik.

medietorvet.dk er indhold produceret af de journaliststuderende ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om uddannelserne på www.sdu.dk/journalistik. Syddansk Universitet stiller platformen medietorvet.dk til rådighed for de journaliststuderende, men Syddansk Universitet påtager sig ikke ansvaret for indholdet på medietorvet.dk. Ansvaret for indholdet ligger alene hos den eller de studerende som har produceret og offentliggjort indholdet.

Indhold slettes skjules to år efter oprindelig udgivelse og slettes fem år efter oprindelig udgivelse. Kategorier slettes et år efter oprindelig udgivelse.

medietorvet.dk sætter ingen cookies og gemmer ikke din ip-adresse, hvis du er almindelige besøgende. Hvis du er studerende og bidragsyder til medietorvet.dk, så sætter medietorvet.dk tre cookies (admin + author_id + twofactorid) når du logger ind, så systemet kan genkende dig som bruger. Dertil har medietorvet.dk registreret navn og e-mail adresse på alle bidragsydere. Af sikkerhedsmæssige årsager gemmer medietorvet.dk bidragsyderens ip-adresse, når bidragsyderen gemmer eller opretter en artikel. Det er muligt for bidragsyderne at anvende værktøjer fra tredjepart. Alle disse værktøjer skal dog aktiveres af den besøgende, før de hentes i browseren. Hvis du er tvivl om databeskyttelsen er du velkommen til at kontakte journalistisk lektor Filip Wallberg.