Torsdag kom det frem, at 450 boliger i Dyrup i det sydvestlige Odense skal rives ned på grund af manglende vedligehold i mange år. 48 forventes nedrevet i foråret 2020. Vi mødte Steffen Røldal i området.
Den 23-årige Steffen Røldal bliver glad om hjertet, når han fortæller om det gode miljø og sammenhold, der hersker blandt beboerne i Åhaven i Odense-forstaden, Dyrup.
”De gamle damer hilser på mig, når jeg kommer gående,” fortæller Steffen Røldal til redaktionens udsendte.
Steffen har siddet bag tremmer ad flere omgange, men nu har han besluttet sig for at lægge sit liv om. Det var blandt andet derfor, han flyttede ud til de rolige omgivelser i Åhaven.
”Jeg har været lidt af en bandit førhen. Nu vil jeg gerne skabe mig et nyt liv, og det synes jeg, jeg gør godt i disse omgivelser. Det er også meget rart, at man kan se livsglæden hos de ældre mennesker. Det er godt med noget kærlighed i stedet for det hårde sprog, der ofte blev talt i området, hvor jeg boede førhen” uddyber Steffen Røldal.
Knap så munter var Steffen dog, da han for nylig fik at vide, at 450 boliger i området i værste fald rives ned. Det betyder, at beboerne skal genhuses.
”Jeg har ikke så meget at skulle have sagt, men jeg vil være lidt trist over at blive genhuset, for jeg kan godt lide at være herude," afslutter Steffen Røldal.
Den almene boligorganisation, Civica, forventer, at 48 af boligerne bliver revet ned i løbet af foråret næste år.