240 indrapporteringer er skyllet ind over app'en "Marine Tracker" de seneste tre dage. App’en er det nyeste tiltag i forskningsprojektet ”Fyn finder marsvin”, der handler om at kortlægge hvor Danmarks eneste hval lever, og det lader til at virke. I de første to uger af app’ens levetid modtog forskerne 154 indrapporteringer, men på de seneste tre døgn er det tal mere end fordoblet, og det er noget, der vækker begejstringen hos marineforskeren Magnus Wahlberg, der modtager indrapporteringerne.
- Det er godt, for det skal være hurtigt og nemt for at registrere flest muligt, siger Wahlberg og fortsætter.
- Vi har 394 observationer lige nu, så det er rigtig godt. Det er over 100 om ugen, så det er vi rigtig glade for, siger forskeren, der er daglig leder på Marinebiologiske Forskningscenter på Syddansk Universitet.
Det nye teknologiske initiativ er blot små tre uger gammelt, men når marsvinenes sæson går på hæld, håber Magnus Wahlberg og resten af forskningsgruppen på, at de er meget klogere på marsvinene.
- Nu følger vi med indtil september, hvor marsvin-sæsonen slutter. Så håber vi på at kunne kortlægge hvor marsvinene er og hvor de yngler og lever.
Karin Meisl der er medlem hos Kerteminde Vinterbadere, er også meget positivt stemt overfor det nye tiltag fra forskningsgruppen, da man kan indberette hvad end man køler kroppen ned i vandet, sidder og luner sig i saunaen eller tager en tur i kajakken.
- Men det er jo meget praktisk, hvis jeg går en tur ud af stranden, og ser et marsvin, så kan jeg jo registrere det. Jeg sejler også kajak, og hvis jeg er derude og ser et marsvin, så registrerer jeg det også, og det ved jeg også, at der er andre i kajakklubben der gør. Så det er et rigtig praktisk værktøj, siger Karin Meisl.
Før det nye teknologiske tiltag blev igangsat førte Karin Meisl og resten af medlemmerne i badeklubben en fælles dagbog, hvor de noterede, hvis de så marsvinet og afleverede det til forskningscenteret, så de kunne bogføre hvad hvalerne foretog sig. Første gang Karin Meisl fik nys om projektet ”Fyn finder marsvin” var på en noget alternativ måde.
- Det kom sig af, at en morgen, hvor jeg svømmede rundt uden tøj, kunne jeg høre en eller anden lyd. Så hang der en drone over mig, og så at der stod nogen ude på broen. Så jeg gik op af vandet og tog tøj på og spurgte så, om de var ude for at kigge på nøgne mennesker. Men det viste sig, at de kiggede efter marsvin. Det var ikke lige mig, de var interesserede i, siger Karin Meisl med en smil fra øre til øre.
En af de folk, som Karin så var Magnus Wahlberg. Så Karin lavede en aftale om, at de bare kunne indrapportere, fordi de så marsvinene så ofte. Og det har altså givet finne nu med en stigning på små 200 indrapporteringer på blot tre dage. Der er dog rigeligt at finde endnu, da forskere mener, at der svømmer cirka 100.000 marsvin rundt i de danske farvande.