Udstyret med Apples Magic Mouse swiper 80-årige Hans Ploug sig flittigt gennem vinduerne på hans 21-tommers iMac, inden han åbner dashboardet for at spille sit ynglings-game – syv-kabale. Blandt indrammede familiebilleder og lyden af de langsomme tik fra et analogt vægur, er 80-årige Hans Ploug gået på kontoret for at finde sin indre gamer frem. Hans Ploug behøver ingen IT-hjælp fra børnebørnene - han kan selv:
- Efter frokost, normalt efter 12:30, sætter jeg mig gerne herop. Så tager Erna (Hans Plougs kone) en lur, og jeg sætter mig herop og bruger computeren og tager måske en morfar, som det hedder, siger Hans Ploug og klukker
I følge nye tal fra Danmarks statistik er det ikke så underligt, at Hans Ploug er en haj til IT. Nye tal viser, at 92 procent af danskerne fra 65 til 74 år har brugt internettet inden for de seneste tre måneder. Det skriver DR P4 Nordjylland, ifølge Ritzau.
Den tidligere snedker, Hans Ploug, har siden han gik på pension i år 2000 været med på IT-bølgen.
- Jeg har da nogle venner nede i petanqueklubben, der aldrig har haft noget af gøre med IT. Men Jeg har altid haft en elektronisk interesse. Jeg synes det er fint. Det er nemt. Og så slipper man for alle de breve i postkassen. Jeg er meget tilfreds, det er helt sikkert, siger Hans Ploug
Ud over at bruge sine IT-færdigheder til al det praktiske, benytter Hans Ploug også internettet til at være på Facebook og Instagram, hvor han blandt andet kan følge med i børnebørnenes rejser til udlandet.
Anni G. Walther, formand for Ældre Sagen i Aalborg, er også positiv over de ældres elektroniske interesser:
- De kommer ud i en større verden ved selv at kunne administrere det, de har lyst til at se og høre om. Så det giver en positiv effekt hele vejen rundt, siger Anni G. Walther til DR P4 Nordjylland i et Ritzau telegram.
Hos Hans Ploug i Holmstrup er det blevet tid til at lukke computeren ned – men ikke helt.
- Jeg lader den altid stå på vågeblus, så er den jo lynhurtig til at starte op, afslutter Hans Ploug