Salens lys dæmpes langsomt. En højlydt hvisken stilner af, da en mørkhåret kvinde træder ind foran lærredet i Café biografens sal nr. 1. Hun fører sin hånd gennem håret, synker en enkelt gang og byder så den fyldte biografsal velkommen.
Foran hende sidder publikum i røde velourstole. Flere har medbragt sig en øl – andre en kop kaffe. Fælles for alle er det, at Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst. inden længe vil brænde sig fast på deres nethinder.
Dokumentaren er ikke 38-årige Sara Hamdrups første filmprojekt, men det er det største. Tre års kamp, sygdom, heling og frihed kogt ned til en toogfyrre minutter lang dokumentarfilm er, hvad hun i dag kan præsentere for en fuld biografsal.
Syv udvalgte kunstnere fortolker i filmen syv af Sara Hamdrups tekster. Teksterne bevæger sig fra sindsoprivende sygdom til livslyst og gåpåmod.
Fortolkningerne spænder bredt og publikum præsenteres for sang, dans, mimen og keramik.
En kvinde i salen nikker trofast med, da filmens hovedperson Sara Hamdrup læser op fra digtet Kære depressionmed linjerne Var dig, depression. Jeg vinder over dig. Vent og se.
Det er seks år siden, at Sara Hamdrup måtte lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling i Herning. Depression og angst åd hende op indefra og gjorde dagligdagens almene gøremål til uoverkommelige opgaver.
Men Saras sårbarhed blev også hendes styrke. 118 tekster skrevet i de tre år, hvor Sara kæmpede sig fra syg til rask ved hjælp af kunstterapi, danner i dag grundlaget for hendes dokumentarfilm.
Særligt en fortolkning får publikum til at røre på sig. Det er filminstruktør Jacob Thomas Pilgaards fortolkning af teksten Vi elsker dig – vil du ikke nok blive? hvor han fra en tidligere tjekkisk Kz-lejr understreger, at man skal tage ansvar for sig selv og sin bedring i stedet for at forvente af omverdenen, at den træder til.
Dagens filmvisning blev afsluttet med en længerevarende Q&A, hvor både publikum, kunstnere og Sara Hamdrup selv blev rørt til tårer.
Foto: En af de syv kunstnere, der medvirker i filmen, skulptør Jens Galschiøt, deltog også i premieren. Jens Galschiøt assisterede ivrigt Sara Hamdrup i besvarelsen af spørgsmål under Q&A-seancen efter filmvisningen.